|
For nogle år siden slap en iberisk kamptyr ud af sin indhegning i Andalusien og tog opstilling på togskinnerne. Togføreren fik øje på dyret og nåede at stoppe 20 meter fra tyren. Derefter satte han gang i toget igen med en højlydt tuden i hornet for at skræmme dyret væk. I samme sekund gik tyren blindt til angreb på toget. Den ulige kamp tabte tyren. Andre historier fortæller om løsgående kamptyre, der har angrebet biler og dræbt tilfældige mennesker, den har mødt.
Den iberiske kamptyr, hvis liv normalt ender i tyrefægterarenaen,
frygter intet på denne jord. I det gamle Rom blev tyrene brugt til
gladiatorkampe. Man satte en tyr op mod en løve eller en tiger, og
kattedyret holdt som regel kun få minutter, inden det var sprættet op
og kvæstet til døde.
Toro de lidia
Derfor passes der godt på de vilde tyre med
solide indhegninger og bevæbnede vagter på hesteryg. Tyrene opdrættes
over hele Spanien, men specielt i det nordvestlige Andalusien, i
baglandet til Costa de la Luz – lyskysten – den smukke
Atlanterhavsstrækning i provinsen Cadiz, findes et naturligt terræn for
”toro de lidia”, kamptyren, der udelukkende bruges til ”corrida de
toros”, tyrefægtning.
I corridaen er den iberiske kamptyr centrum
i et spektakulært show, som både er en stor underholdningsindustri og
en ofte bevægende kunstform, hvor små machomænd i skinnende
palietbesatte dragter frivilligt går ind i arenaen, kun bevæbnet med en
klud og en kniv, for at bevise at det stadig er muligt at skabe skønhed
med et udyr. Matadorerne – toptyrefægterne – er de store stjerner, der
tjener millioner af euro og feteres som filmstjerner. Men det er
tyrene, der er essensen af en tyrefægtning. Enhver spanier, der køber
billet til en corrida vil sige, at han først og fremmest kommer for at
se tyrene.
Respekt for kamptyren
Spanierne har enorm respekt for den iberiske kamptyr.
De ved hvilken dødbringende kraft dette dyr gemmer på. Men de ved også
at disse tyre lever et liv i ubegrænset frihed strejfende om på enorme
græsgange i fem eller seks år, hvor de aldrig ser et menneske til fods.
Første gang det sker er i arenaen, og det koster tyren livet.
For
en nordeuropæer er tyrefægtning en barbarisk sag som påkræver sig
dyreværnsforeningers vrede og modstand. I vores moderne
informationssamfund er natur noget sødt og harmonisk som skal fredes og
helst besøges med en naturvejleder i hånden. I Andalusien derimod er
naturen noget der respekteres, men også må kontrolleres. Ellers får man
aldrig en levevej ud af en hård og tør jord i et landskab, hvor solen
brænder ubarmhjertigt året rundt.
"Jamen det er ikke en fair sport – tyren har jo ikke en chance", råber dyreværnsforkæmperne.
Ikke sport men kunst
Nej,
men det har heller aldrig været en sport. En corrida er et rituelt drab
på seks smukke dyr transformeret til en offentlig kunstform. Derfor
omtales tyrefægtning i Spanien på avisernes kultursider ved siden af
operaer og filmanmeldelser.”Tyrefægtningen er den eneste kunst, hvori
kunstneren svæver i livsfare”, skrev Ernest Hemingway i bogen ”Døden
kommer om eftermiddagen”.
Forløbet er afgjort på forhånd. Tyrene
dør, og det er hvad det hele handler om. I en fyldt arena med
festklædte mennesker i alle aldre er corridaen en hyldest til tyrens
værdige død og dermed en hyldest til det gode liv, tyren har haft. Men
også en konkret påmindelse om at mennesker kontrollerer, dræber og
spiser dyr.Ordet corrida betyder at løbe med tyren, og hvis det lykkes
for matadoren at danse med tyren og bruge dens enorme kræfter på en
elegant og spektakulær måde, som både er adrenalinfremkaldende og
bevægende hos publikum, så har matadoren, når han dræber tyren med det
afgørende stik, velsignet dyret med en ærefuld afslutning på livet.
Sandhedens øjeblik
En
corrida for nylig i byen El Puerto de Santa Maria lige nord for Europas
ældste by Cadiz tydeliggjorde at en corrida rummer store følelser. Vi
var en dansk familie med to børn, Amalie på 11 og Jonathan på 17 år,
der hver betalte 56 euro for en billet i sombra - skyggesiden. For
øvrigt stort set de eneste turister i en fyldt Plaza de Toros.Tre
matadorer med den andalusiske stjerne Jesus de Ubrique som det største
navn satte både stemning og forventninger i vejret hos publikum, der
aldersmæssigt svingede mellem 6 og 90 år.
Jesus lagde fornemt ud, var
teknisk dygtig og elegant og fik især mange tilråb fra det kvindelige
publikum. ”La momenta de verdad”, sandhedens øjeblik, hvor tyren skulle
dræbes, klarede Jesus så publikum gik fra monumental tavshed til
brølende jubel. Tyren blev trukket ud og Jesus fik tildelt et øre af
corridaens præsident for sin fine præstation.
Tyrens "querencia"
Næste tyr var en
skandale, mente publikum. Den angreb sporadisk i begyndelsen, men
mistede hurtigt lysten. Den fandt sin ”querencia”, det sted i arenaen,
hvor den føler sig tryg. En kamptyr, der bliver i sin ”querencia” er
livsfarlig at nærme sig. Tyren er her i defensiven, og angriberen er
nødt til at blotte sig. En matador vil derfor altid få tyren væk fra
dette sted, før han dræber den. I El Puerto forsøgte man at lokke tyren
helt ud af arenaen ved at sende en stud og to køer ind, men tyren
ignorerede dem. Publikum piftede højlydt og var vrede, men ikke på
tyren.
Som min sidemand forklarede: ”Den der bliver til grin her er
manden, der har leveret tyren. Det her kan ødelægge hans
forretning.”Til sidst måtte matadoren og hans hjælpere provokere tyren
væk fra dens ”querencia” og dræbe den uden ære og til publikums
højlydte utilfredshed. De resterende tyre denne søndag i El Puerto var
i topform. Og matadorerne blev hyldet efter smukke, dristige og
overlegne trin med tyrene.
Manden skal bestemme
For at det skal være en ægte corrida
siger man at ”torear es parar, templar y mandar”: I den sande
tyrefægtning skal matadoren bevæge sig så lidt som muligt, beherske
tyrens tempo og dirigere tyren. Med andre ord, manden skal bestemme –
ikke tyren. Det stiller krav til kvaliteten både hos manden og
tyren.Efter tre timer var vi mætte af oplevelsen, og tyredrabene havde
gjort indtryk. Men ikke i negativ forstand. Amalie sammenlignede det
med et besøg på en dansk slagteri, som hun har oplevet med sin
skoleklasse. I den sammenligning vandt corridaen, som var ”vildt fed”,
mens slagteriet var blodigt og ulækkert.
Selv vil jeg sige som
Hemingway: ”Mens corridaen står på, er jeg strålende tilpas og har en
stærk følelse af liv og død, af dødelighed og udødelighed, og når den
er forbi, føler jeg mig meget sørgmodig, men har det ikke desto mindre
godt”.
Fakta
- Tyrefægtning foregår i Spanien, Frankrig,
Portugal, Mexico, Colombia, Peru, Venezuela og Ecuador
-
I Spanien
arrangeres der 630 tyrefægtninger med fuldvoksne tyre om året. Desuden
550 tyrefægtninger med ungtyre og 250 tyrefægtninger til hest
- I de store arenaer skal tyren veje minimum 480 kg.
-
Der benyttes seks tyre til hver corrida
-
Den officielle tyrefægterskole i Madrid støttes af staten og optager 200 elever hvert år
Skolens elever er mellem 11 og 19 år og der er langt flere ansøgere end pladser
-
På grund af tyrefægtningens stigende popularitet er der oprettet mange private tyrefægterskoler i Spanien
|