|
"Let me take you down, 'cause I'm going to Strawberry Fields". En af Beatles bedste sange er "Strawberry Fields". Den er skrevet af John Lennon. Hvad mange ikke ved, er at han skrev sangen i den andalusiske by Almería i slutningen af 1966. Byen har rejst en bronzestatue af Lennon udført af kunstneren Carmen Mudarra i midtbyen. Den står på Almerías rambla, Av. de Federico García Lorca, og viser Lennon som 26-årig siddende med sin guitar.
Skuespiller
John Lennon var i Almería for at spille med i
antikrigsfilmen og komedien "How I won the War". Lennon spillede
sammen med en stribe karakterskuespillere en af hovedrollerne som soldaten
Gripweed. Det var i denne film, at Lennon første gang bar de karakteristiske
runde briller, som han tog med hjem fra det seks uger lange ophold i
Andalusien.
Delfin Verde
Lennon boede først i en lille lejlighed i et hus, der hed El
Delfín Verde ved stranden. Her tog fotografen Douglas Kirkland et berømt
billede af musikeren, der sidder på sin seng med en guitar og en
kassettebåndoptager. John Lennon er i gang med skitsen til den sang, der senere
bliver til "Strawberry Fields".
Santa Isabel
Da John Lennon fyldte 26 år kom hans kone Cyntria og Ringo
Starr på besøg i Almería. Cynthia fik Lennon til at flytte hen i det noget
større hus, Santa Isabel, på Camino de Romero. Det er i den nordøstlige del af
byen. Her fuldendte han "Strawberry Fields" og optog flere demonumre
af sangen.
Huset Santa Isabel har stået tomt i mere end 30 år, men er i
dag under renovering og bliver ombygget til et kulturhus. Der er dog ingen
planer om at gøre noget ud af John Lennons ophold i huset.
|