|
I Spaniens sydligste by Tarifa stod jeg for nylig i en af byens gamle barer og nød ”una cana” – en lille iskold fadøl. Ved siden af stod Pepe, ubestemmelig af alder, men nok nærmere firs end tres år. En tynd, knoglet mand med få tænder i munden og nogle spillende varme øjne under kasketten. ”Manana va a volver el Levante”, sagde han, og de øvrige ældre mænd i baren nikkede bekræftende. ”Det er mange år siden Levante har blæst rigtig stærkt, men i år vender det”, uddybede Pepe.
Levante og poniente
Levante er vinden. Der blæser fra øst, fra der hvor solen står op,
”levantar” på spansk. Enten blæser vinden fra øst, Levante, eller også
fra vest, Poniente. Dage uden blæst er sjældne på disse kanter.
Poniente er den blideste vind. Den kommer ind fra Atlanterhavet, fyldt
med fugt og salt og er især i vinterhalvåret vigtig for den sparsomme
vegetation langs Costa de la Luz, lyskysten, som er den kyststrækning,
der strækker sig fra Spaniens sydligste punkt Tarifa langs
Atlanterhavet, til den når den portugisiske grænse.
Levante er
vildere og barskere og er et produkt af et højtryk over den
nordafrikanske kyst, der får de varme luftmasser til at bevæge sig
vestpå mod lavtrykket, og inde i tragten mellem de andalusiske bjerge
mod nord og Rif bjergene i Marokko mod syd får vinden en enorm
hastighed og styrke. Effekten er stærkest ved Tarifa, hvor der kun er
ti kilometer over til den marokkanske kyst. 50 kilometer længere væk
langs kysten er vindhastigheden ofte faldet til det halve. Og hvis du
bevæger dig 10 kilometer ind i landet er vinden nærmest væk.
Ifølge
det spanske meteorologiske institut blæser Levante i gennemsnit 165
dage om året, hyppigst mellem april og oktober. Vindhastigheden er i
snit på 40 kilometer i timen, men den når ind imellem hastigheder på
helt op til 120 km. i timen. Her er den primære årsag til at den smukke
Costa de la Lux indtil for 10 år siden var nærmest fri for
feriebebyggelser, og de lange sandstrande kun befolket af windsurfere
og deres udstyr.
Vinterstorm ved Vesterhavet
Levante kan sammenlignes med en vinterstorm ved
Vesterhavet. I Andalusien blæser den med samme kraft om sommeren, men
den varme og tørre vind, der nogen gange hersker 14 dage uden pause kan
gøre en nærmest desperat. Du kan ikke være på strandene på grund af
sandfygning, og er du inden døre klaprer alt der sidder løst på huset
konstant døgnet rundt.
Ikke uden grund kalder man Levante for
dødens vind. Langs Costa de la Luz findes den højeste selvmordsfrekvens
i hele Spanien. Man siger at både mennesker og dyr bliver sære og
smågale når Levante blæser i lang tid ad gangen. Og når Levante holder
pause, så tager Poniente ofte over.
High Wind Area
Men det var på grund af
Levante, at Tarifa i slutningen af firserne tiltrak surfere fra hele
verden. ”The High Wind Area” blev grobund for en voksende turisme med
rod i windsurfing. I begyndelsen var der hvert år internationale
mesterskaber i Tarifa, og i baglandet ligger i dag verdens største
vindmøllepark.
Men de senere år er hardcore windsurferne
forsvundet, og de internationale mesterskaber flyttet fra Tarifa. I
stedet ser man tusinder af kite-surfere, der kræver mindre vind.
Samtidig er byerne langs Costa de la Luz vokset og befolket med
englændere, tyskere, franskmænd og skandinaver.
Europas Florida
Andalusien er ved
for alvor at forandre sig og blive til Europas Florida. Som i USA et
sted, hvor modne, velhavende mennesker vælger at købe bolig, de fleste
for at bo der permanent. I et EU med Schengen-aftale er der nærmest
tag-selv-bord for EU-borgere, hvis pengepungen er stor nok. Især byerne
Sanlucar de Barremeda, Conil de la Frontera, Vejer de la Frontera og
Zahara de los Atunes er i disse år ved at blive omdannet til ghettoer
for nordeuropæere på flugt fra stress, regnbyger og manglende sol ned
til en mere tilbagelænet livsstil med sol året rundt.
Der findes
helt grelle eksempler som en landsby tæt på Costa de la Luz, der i dag
er helt overtaget af englændere. Her bor briter dør om dør, taler kun
engelsk, har oprettet en engelsk skole, læser kun engelske aviser og
ser kun engelsk tv. ”Vi er ikke kommet for at blive spaniere. Vi er kun
kommet for at nyde solen og strandene”, sagde en af indbyggerne til BBC
for nylig. Men måske har de mange nordeuropæere gjort regning uden vært.
Ifølge
Pepe har Levante nemlig ikke blæst med normal kraft de seneste syv år.
Men alt tyder på at det kan være ved at vende igen. Som ægteskaber
opererer med syvårs krise, så har meteorologien også sin syvårs cyklus.
Nogle meteorologer mener at verdens vindsystemer skifter hvert syvende
år. På Costa de la Luz har man de seneste syv år haft Levante i light
udgaven. Mange dage med blæsevejr, men også mange dage uden vind eller
med svag vind. Men i år skifter det sandsynligvis til Levante i den
heavy udgave, som i uger ad gangen omdanner stranden til ren
sandblæsning og gør folk smågale.
Eller som Pepe siger: ”Måske Levante kan blæse alle nordeuropæerne hjem igen.”
|