|
Andalusien er mest kendt for sin historiske arkitektur - prægtige bygningsværker fra romernes og maurernes epoker og de jødiske kvarterer - Juderia - som kendes fra centrum af Cordoba og Sevilla. Men de seneste 30 år - efter diktator Francos død og indførelsen af demokratiet - har man oplevet et arkitektonisk boom, og arkitekturen har overalt i Spanien haft stor betydning for forvandlingen af landet fra autoritært diktatur til moderne demokrati.
Den politiske decentralisering, der har ført til opdelingen af landet i 17 selvstyrende regioner, er ikke kun et opgør med 36 års totalitært diktatur, men også en erkendelse af, at Spanien altid har bestået af flere kulturer med forskellige styreformer.
Offentligt byggeri
Demokratiet og åbenheden over for omverdenen har betydet, at man har haft en eksplosiv vækst i offentligt byggeri, der spænder fra nye lufthavne, universiteter, hospitaler, museer, sportsanlæg, skoler, kulturhuse, parker, torve o.m.a. Det hele styret i de enkelte regioner og af magtfulde borgmestre i kommunerne.
Modernismen
Den modernistiske arkitektur, som Franco hadede, nåede i Spanien aldrig ud i de trøstesløse montagebyggerier, som vi kender fra mange europæiske byers forstæder. Man oplever derfor, at spanierne efter Francos død tog det bedste fra modernismens guldalder i 30erne og 40erne og tilpassede det nutiden.
Personlig arkitektur
Derfor er moderne spansk arkitektur ofte let, enkelt, luftigt, elegant, smukt proportioneret og parret med den enkelte arkitekts helt personlige udtryk. De spanske arkitekter er også uddannede ingeniører og har stor indflydelse på det enkelte byggeri, og de arbejder som regel solo med egen tegnestue.
Nye eksempler
Eksempler på moderne arkitektur i Andalusien er arkitekten Santiago Calatravas Alamillo bro over floden Guadalquivir, der fører over til EXPO området, hvor der var verdensudstilling i 1992. Den nye lufthavnsterminal San Pablo i Sevilla tegnet af Rafael Moneo. Eller Picasso Museet i Malaga, af Gluckman Mayer og Camara/Delgade, der både er en restaurering og et nybyggeri.
|