|
Under den mauriske periode i Spanien (711 – 1492) oplevede Andalusien en blomstringstid inden for kunst, videnskab, arkitektur og havebrug, men med fordrivelsen af maurerne og jøderne efter de katolske regenter Isabel og Fernandos indtog i Granada i 1492 mistede man nogle driftige og kreative befolkningsgrupper, der kunne have været med til at udvikle landet.
Latifundios
I stedet blev størstedelen af Andalusien opdelt kæmpestore jordbesiddelser, latifundios, hvoraf en stor del lå uopdyrket hen – statisk økonomi, få rige jordbesiddere, stor fattig landbefolkning uden egen jord.
Efter opdagelsen af Amerika i 1492 fik Sevilla og senere Cádiz monopol på handelen med den nye verden hvilket gjorde disse byer velstående en overgang, men størstedelen at de ufattelige rigdomme der kom fra kolonierne blev ikke brugt til at udvikle landet, men blev ødet op på luksus og finansieringen af kostbare krige.
Ludfattigt samfund
Helt indtil 50’erne og 60’erne, hvor turismen for alvor tog fart, var Andalusien et sted hvor tiden stod stille – et ludfattigt bonde- og fiskersamfund med en lille overklasse af adel og godsejere, med en massiv emigration til udlandet og andre dele af Spanien.
EXPO92
Verdensudstillingen EXPO i Sevilla i 92, gav infrastrukturen omkring Sevilla et gevaldigt løft, lufthavn og jernbanestationer blev moderniseret, der blev bygget nye broer over Guadalquivir-floden, og der blev indsat højhastighedstog (AVE) mellem Madrid og Sevilla - samtidig med at man ønskede at sende et signal om et moderne, dynamisk, selvsikker region fjernt fra de stereotype forestillinger som omverdenen almindeligvis gør sig om Spanien.
 |
Historie 
RSS feed
